Klubnyheder

Julehilsen fra ungdomsafdelingen

21. december 2020, 14.00

Kære Ungdomsspiller og Forældre

Selv om det er en mørk tid med coronaens skygge hængende tungt over os, og hvor vi længes efter kammeraterne og livet i hallen, så er jeg alligevel positiv og tror på at vi kommer styrket ud på den anden side.


Noget jeg i alt fald har mærket er, hvor meget klublivet og samværet med jer alle betyder, og det kan ikke siges nok, hvor meget jeg ser frem til, at vi kan ses igen.


Når jeg kigger tilbage på året, der er gået, kan det på ingen måde sammenlignes med noget vi har prøvet før, og forårets nedlukning kastede os ud i en storm, hvor det var svært at finde ben at stå på. Mange beslutninger skulle træffes, klubmesterskab og klubfest blev aflyst, og det var en næsten umulig opgave at reorganisere træning for alle 250 ungdomsspillere, så en kæmpe tak til jer for jeres forståelse og tålmodighed.


En stor tak skal også lyde til alle jer, der tilbyder jeres hjælp til klubben. Der har aldrig været så meget opbakning og frivillighed som nu, og det er virkelig dejligt og nødvendigt 😊. Således blev det også muligt at gennemføre efterårets 2 ungdomsturneringer, hvor mere end 30 frivillige brugte deres weekend i hallerne, og sikrede at turneringerne kunne afvikles forsvarligt. Det er stærkt gået.


Klubben er i efterårets løb blevet mere digital, og har investeret i videoudstyr til transmittering af både ligakampe og ungdomsturneringer, nu hvor det ikke er muligt at have tilskuere i hallen. Det er mit håb at trænerne også vil tage denne mulighed til sig, og evt. lave lidt inspirationsvideoer til deling med jer alle.


I ungdomsudvalget har vi også gjort tingene anderledes i år, og dermed ikke holdt fysiske møder siden den første nedlukning. Men alt fungerer supergodt og vi har fået sendt hele 23 hold afsted på kryds og tværs af Sjælland for at spille holdkampe. Tak til USUs medlemmer og til de frivillige holdledere.


Vi modtog i starten af december en trist meddelelse fra Fam. Mose, at Aske Mose (U11 spiller) efter flere års kamp, måtte overgive sig til kræften. Aske var en fighter både på og udenfor banen. Vi vil savne hans altid gode humør, og sender de varmeste tanker til familien i denne svære tid.


Nu står vi så igen i en nedlukning, og selvom det er muligt inden for sundhedsmyndighedernes retningslinjer at arrangere udendørs træning, så har bestyrelsen besluttet at vente til det nye år, med at samles igen ud fra et forsigtighedsprincip, hvor vi forhåbentlig kan komme i hallen igen fra 4. jan. 2021. Skulle det alligevel vise sig at nedlukningen forlænges, arbejder vi på at tilbyde udendørstræning, for dem der har lyst. Mere info følger hvis det bliver aktuelt.


Året har også budt på mange flotte resultater, både ved EM, DM og ved det nyligt afholdte SM. Det er dejligt at se, at SSB spillerne er med helt i top både nationalt og internationalt. Vi har efterhånden spillere med i alle årgange og rækker, hvilket vidner om et suverent træner- og klubarbejde. Man kan kun være stolt.


Indtil vi ses igen, har Ditlev lavet et træningsprogram til inspiration, så du kan holde dig i gang hen over julen og nytåret. Der er et til de yngre U7+U9+U11 og et til de ældre U13+U15+U17 (sendt på mail direkte til alle spillere).


Til sidst vil jeg bare ønske jer alle en glædelig jul og et godt nytår.  Vi ses 2021.


De bedste hilsner fra

Tanya Kirschner

Ungdomsformand Solrød Strand Badmintonklub